Fra sygehus jordemoder til Privat jordemoder

jordemoderkonsultation scanner maven

Privat jordemoder i Roskilde

Jeg havde aldrig drømt om jeg skulle være privat jordemoder. Aldrig. På jordemoderskolen var min drøm at lande på fødegangen og bliver der til pensionsalderen. 12 år knoklede jeg fuldtid i skiftende vagter med små børn derhjemme. Jeg elskede jobbet på godt og ondt og kunne affinde mig med nattevagter, julevagter, tilkaldevagter og alt hvad det gør ved kroppen.

Men filmen knækkede i 2016 (eller i virkeligheden nok lidt før). Travlheden spidsede til og jeg løb hurtigere, hvilket sådan set også var ok. Men jeg befandt mig oftere og oftere i situationer, hvor jeg ikke fagligt ydede mit bedste. Simpelthen fordi jeg havde for travlt. Jeg kunne ikke være nok på stuen, kunne ikke hjælpe med ammeopstart, kunne ikke tage den næste ind fra venterummet. Jeg undskyldte oftere og oftere i takt med, jeg blev mere og stresset og ked af det. Jeg begyndte at overveje, hvorfor jeg mon ikke kunne overskue at have så mange bolde i luften som tidligere. En dag skrev jeg alt fra en vagt ned. Alt om telefonopkald, koordinering på fødegangen, klokker jeg havde taget, gravide jeg havde tilset, fødende jeg havde hjulpet, kollegaer jeg havde bistået. Pludselig stod det klart at det ikke var mig, der var blevet ”dårligere” til mit job. Men opgaverne var blevet flere.

Jeg opsagde min stilling og blev ansat på en privat fødeklinik. Jeg var stadig ”blot” ansat og hele det kapitel kræver et indlæg for sig selv. Men 4 fantastiske år blev det til inden den desværre lukkede ned for fødsler.

Derfor blev jeg selvstændig som privat jordemoder

Det efterlod mig i mit livs største jobidentitets krise. Ganske privilegeret først at opleve den form for krise som 40 årig, men ikke desto mindre svær at stå overfor. Det eneste jeg vidste var at jeg IKKE kunne gå tilbage til fuld tid på en fødegang. Jeg har altid ville være jordemoder og har altid ELSKET fødslerne. Jeg er sådan en jordemoder, der føder med folk. Punktum. Men pludselig ændrede mit verdensbillede sig. For hvad er jeg, hvis jeg ikke kan rumme at arbejde med fødsler under de givne forhold?

Jeg søgte jobs i vildskab. I lægepraksis, på privat barselshotel, på uddannelsesinstitutioner. Jeg blev kaldt til samtale flere steder  – men trak mig i sidste øjeblik. I sommeren 2020 besluttede jeg at oprette mit cvr nummer og mit firma Jordemoderen. Altså at blive privat jordemoder. Det var med stor ambivalens, for jeg mener at alle ydelser burde være gratis tilgængelige for familierne. Jeg bryder mig ikke om uligheden i at nogle familier har ressourcer, mens andre ikke har. Samtidig måtte jeg indse, at hvis jeg skulle finde arbejdsglæde måtte det gøres på min egen måde. Jeg ville have ordentlig tid til den enkelte. Tid til høj faglighed, tid til nærvær og omsorg.

Det nye liv som privat jordemoder

Nu er jeg privat jordemoder i Roskilde med egen klinik. Processen har været og er lang og udfordrende. Jeg har hele tiden haft vagter sideløbende, men ikke fuldtid. Lige nu har jeg 1 vagt på fødegangen om ugen. Jeg lærer hver dag nye ting om at være privat praktiserende jordemoder. Nye ting om bogføring, moms, forsikringer, google ads, fakturering, SoMe og 100 andre ting. Nogle gange føles det som hovedet er ved at eksplodere. Men HVER gang en gravid eller nybagt mor viser mig tilliden ved at booke mig – så føles det 100% rigtigt nede i maven. Hver gang jeg åbner døren til mine hyggelige lokaler, kommer jeg helt i zen mode. Jeg nyder at kunne tilbyde GOD tid. Nyder at kunne tilbyde kontinuitet og nærvær.

Rejsen som privat jordemoder er først lige begyndt og nye ting er under opsejling. Jeg håber du har lyst til at følge med på rejsen.

jordemoderkonsultation scanner maven

Leave a comment

You must be logged in to post a comment.